[b]Generelt[/b]
Kanariefuglen er en lille grøn og gul fugl, der i naturen lever på Madeira og de Kanariske Øer.

De kanariefugle vi finder i handelen i Danmark opdrættet i fangenskab.

[b]Fodring[/b]
Kanariefugle er små dyr, der hurtigt kan sulte. De skal derfor altid have adgang til frisk foder hele døgnet.
Som grundkost kan man give kanariefrøblanding. Det kan suppleres med frugt og grønt.
I de senere år er det hos dyrehandler blevet muligt at købe færdiglavet pelleteret foder (foder i pilleform) til brug som supplerende grundkost til kanariefugle.
Såfremt man fodrer med pelleteret foder, vil den rette vægtmæssige balance mellem fodergrupperne være: Ca. 30 % frøblanding, 40 % frugt og grønt og 30 % pillefoder.

Af frugt og grønt kan man give revne æbler og gulerod og hele skiver agurk. De
suden kan man bruge salatblade, mælkebøtteblade og fuglegræs.
Bland aldrig vådt foder som frugt og grøntsager med tørt foder som frø, pelleteret foder osv., for hvis det tørre foder begynder at mugne, kan det være giftigt for fuglen at spise. Fodr derfor med frø, frugt/grønt og evt. pelleteret foder i tre separate skåle.

Skålen med kanariefugleblanding blæses ren for tomme frøskaller og fyldes op hver dag.

Én gang om ugen gives et par dråber torskelevertran i foderblandingen.

Levertran er rigt på vitamin D, der hjælper fuglene med optagelse af kalk.

Rent drikkevand gives dagligt i en skål eller drikkekar.

[b]Sociale behov[/b]
Kanariefugle der har selskab af en artsfælle, trives bedre end fugle, der sidder alene

Kanariefugle er sociale dyr og bør derfor ikke holdes alene. Hvis man holder to kanariefugle af forskelligt køn, vil man ret sikkert få yngel.

Har man anskaffet sig hunner, kan de fint leve i fordragelighed og vil trives godt.

To hanner sammen vil ofte føre til stridigheder, så det må anbefales enten at holde to eller flere hunner, eller én han og én eller flere hunner sammen.

Kanariehannens territoriale adfærd over for andre hanner er så udtalt, at han ofte vil angribe sit eget spejlbillede, hvis han præsenteres for det. Af samme grund må man også fraråde at ophænge spejle i buret i bure med en kanariehan i, da spejlbilledet virker som en trussel og dermed er stressende for hannen.

[b]Burindretning[/b]
To kanariefugle har behov for et bur på mindst ca. 60 x 35 x 55 cm (længde x bredde x højde), men helst større.
Brug altid firkantede bure, ikke runde. Runde/buede bure kan forvirre og stresse fuglene.

Som bundlag i en voliere: Man kan bruge barkflis (fås i dyrehandler), der har den fordel, at barkstykkerne er store nok til, at fuglene ikke finder på at sluge dem, samtidig med at selve materialet har en desinficerende effekt. Alternativt til dette kan man bruge »Gnavz«-flager, som er et ikke-støvende naturprodukt fremstillet af plantefibre og tang, eller spånpiller/»strø« (kan købes i dyrehandler). Man skal dog altid holde øje med, om ens fugle ynder at spise af bundlaget, i så fald bør man skifte bundlagstype.
Som bundlag i et bur: Her kan man bruge småt barkflis. Bruger man grit/grus som bundlag i buret, skal det være en varmebehandlet type med stor kornstørrelse, gerne tilsat trækul. Det kan købes i dyrehandler.
Bruger man sandpapir, skal det aldrig bruges alene som bundlag i buret, og man bør købe en variant fremstillet til fugle, som ikke indeholder skadelige stoffer såsom lim (købes i dyrehandler).
Udskift de runde siddepinde, der følger med buret, til naturgrene af forskellig tykkelse. Derved slider kanariefuglen bedre sine kløer på en naturlig måde, så de ikke behøver at blive klippet. Siddepindene skal udskiftes med jævne mellemrum. Grenene skal være så tykke, at fuglenes tæer kun kan nå ¾ rundt om grenen. Brug grene fra usprøjtede frugttræer. Grene fra hassel, bøg, ask, pil, poppel og ahorn m.fl. kan også bruges. Lad bark, kviste, blade og knopper blive på, fuglene er vilde med at pille i dem.
Stil aldrig foderskåle mv. ind under siddegrenene, da fuglene så kan få afføring ned i skålene.
Kanariefugle elsker at bade, så køb et fuglebadekar til ophængning i den åbne burlåge, eller sæt en underskål i bunden af buret med vand op til ca. 2 cm’s højde.
Buret skal altid stå hævet over jorden, så man undgår træk, samt ikke for koldt og ikke i direkte sollys.

[b]Rengøring[/b]
Tomme frøskaller pustes væk fra frøskålen dagligt (gøres udendørs), så kanariefuglen kan finde de hele frø. Vandet skiftes, og skålen/drikkeflasken vaskes dagligt. Rester af pelleteret foder fjernes/skiftes dagligt, da det ellers kan udvikle mug. Grønt og frugt udskiftes hver dag. Hold altid frø, pelleteret foder og vådt foder som frugt/grønt adskilt, da pelleteret foder og frø hurtigt vil mugne, hvis de bliver fugtige, og derved kan de blive meget giftige for fuglen at spise. Uspiste rester af proteintilskud fjernes, dagen efter det er blevet sat ind i buret.
Frøskaller, ekskrementer og eventuelle løse fjer på burets bund støvsuges op dagligt eller mindst to gange om ugen.
Fordelen ved at rengøre dagligt er, at der er færre fjer- og støvpartikler i rummet, hvor buret står. Det øger også ens egen trivsel.
Hele bundlaget udskiftes én gang om ugen. Hvis barkflis bliver meget fugtig/våd, kan der komme svampesporer, og i så fald skal bundlaget skiftes med det samme, og buret rengøres i bund. »Gnavz« er god til at suge fugt og bør ikke udvikle mug, såfremt det skiftes ugentligt.

[b]Håndtering[/b]
Kanariefugle kan godt blive tamme og lære at sidde på en finger, men de bryder sig, som så mange andre dyr, bestemt ikke om at blive krammet/fastholdt. Med en særlig lækker godbid (lidt rød hirsekolbe, agurk eller de bløde kerner i fuldkornsbrød) og nænsom behandling vil man hurtigt få kanariefuglen til at blive tillidsfuld/fortrolig.

[b]Aktivering[/b]
Motion og aktivering er vigtigt for alle fugle – også kanariefugle. Giv derfor fuglene en daglig flyvetur uden for buret, så de kan få lov at strække vingerne rigtigt ud – især hvis buret er lille, er dette en nødvendighed. Husk at lukke alle døre og vinduer og fjerne det, der kan være farligt for fuglene. Store ruder bør være dækket af tynde gardiner el. lignende, når fuglene er ude af buret, da de ellers vil kunne komme til at flyve mod ruderne med slemme skader til følge.

[b]Livsforløb/formering[/b]
Kanariefugle bliver typisk 5-6 år, nogle dog helt op til 10-15 år. De er kønsmodne, når de er 8-9 måneder, men man bør ikke lade dem yngle, før de er mindst et år gamle af hensyn til deres vækst og helbred.
Ynglende kanariefugle kan man forsigtigt observere på særlig tæt hold, for de bygger en halvåben rede, som man kan se lige ned i, når hunnen ikke ligger på reden.
Til toppen

[b]Sundhed[/b]
Fjerplukning kan forekomme og kan være et tegn på stress eller kedsomhed. For at undgå dette er det vigtigt med passende selskab fra andre kanariefugle, en god bur­indretning og mulighed for at flyve dagligt.
Som mange andre små fugle kan kanariefuglen få luftvejsinfektioner, såsom bronkitis og lungebetændelse, og skal derfor beskyttes mod træk/kulde.
Undgå at stille buret for varmt eller i direkte sollys, f.eks. bag en solbeskinnet rude, da det kan medføre hedeslag.

Kaninen (Oryctolagus cuniculus) findes vildtlevende i Sønderjylland, men er mest almindelig som familiedyr. Den er ikke en ægte gnaver, men er det, der kaldes en pseudodrøvtygger, hvilket betyder, at kaniner spiser deres natafføring

[b]Sociale behov/floksammensætning[/b]
Kaniner er selskabelige dyr, der lever i flok. Dette bør de også gøre i fangenskab. I flokken vil der være en rangorden for hanner og en rangorden for hunner. Hos hannerne er det den stærkeste han, der dominerer, hos hunnerne bliver unger af den dominerende hun også dominerende. I naturen har en kanin mulighed for at slippe væk, hvis der opstår gnidninger/stridigheder mellem de enkelte dyr. Det har de ikke, når de holdes under snævre forhold i bur eller mindre indhegninger.
Man kan dog normalt lade kuldsøskende af hunkøn blive sammen som voksne og danne flok. Der kan komme slåskampe i hunnernes brunstperiode, men det er normalt ikke alvorligt. Derimod kan det nogle gange give problemer at sætte voksne hunner sammen, når de ikke kender hinanden. Derfor skal man nøje overvåge kaniner, der lige er sat sammen. I enkelte tilfælde vil der være dyr, der er særlig aggressive, og som har svært ved at gå sammen med andre kaniner. Disse dyr må man fjerne fra flokken.
En han og en hun vil uden problemer kunne holdes sammen. Men medmindre man gerne vil have mange unger, bliver man nødt til at kastrere hannen. Har man han og hun sammen, skal man være opmærksom på, at hunnen er drægtig i ca. 30 dage, og hannen parrer hende samme dag, som hun foler, dvs. at der ca. 30 dage efter igen er et kuld unger!
Vil man holde flere hanner sammen, efter de er blevet kønsmod-ne, skal de være kastreret. Dette gælder også selvom de er kuld-søskende. Hannerne bliver kønsmodne i 4-måneders-alderen og vil herefter slet ikke kunne holdes sammen; de vil slås, og den mest dominerende han vil kunne tilføje alvorlige skader og sågar kunne dræbe den anden.
Under alle omstændigheder er det vigtigt, at der er plads nok i buret til, at de enkelte dyr kan komme lidt væk fra hinanden, ligesom der skal være gode skjulesteder, hvor en kanin kan gemme sig for en mere aggressiv flokkammerat.
Er det på grund af ens pladsforhold umuligt at have et bur, som er stort nok til, at dyrene kan komme væk fra hinanden (gode skjulesteder), kan man evt. tilgodese dyrenes behov for samvær med artsfæller ved at have et dobbeltbur med tråd imellem, så dyrene kan se, lugte og berøre hinanden uden at risikere at kunne skade hinanden. Dette bur kan kaninerne så opholde sig i, når man ikke har mulighed for at have dem under opsyn.
Til toppen

[b]Fodring[/b]
Som basisfoder kan man bruge såkaldte kaninpiller eller en god kaninblanding fra dyrehandlen. Derudover skal kaniner altid have adgang til halm og hø af en god kvalitet. Om sommeren skal kaniner fodres med tilskud af grønt, f.eks. masser af græs og mælkebøtter, husk det skal være plukket i områder, hvor der ikke sprøjtes med ukrudtsmidler. Det må frarådes at bruge det såkaldte Gnaverguf andet end som slik i meget begrænset mængde. Indholdet af solsikkefrø, johannesbrød m.m. giver for meget fedtstof og vil ofte medføre »løs mave«, dvs. klistret og fedtet afføring.
Kaninen trives med et alsidigt foder, så ud over piller, hø og halm kan man fodre kaninerne med følgende:
Gulerødder, kålrabi, julesalat, bladselleri, grønkål, jordskokker, æbler, pærer, persille, dild, løvstikke, hjulkrone, mælkebøtte og spæde brændenælder (alle helst usprøjtede/økologiske).
I meget begrænsede mængder kan der fodres med: Salat, kinakål, blomkål, hvidkål og solsikkefrø.
Kaninen skal altid have grene fra frugttræer (dog ikke stenfrugttræer), bøg, pil og grantræer. Vær sikker på, at træerne ikke er sprøjtede. Grene vil være en god aktivering, da kaniner holder meget af at gnave. En stump tørt franskbrød dagligt er en stor nydelse for kaniner og giver også en god beskæftigelse.
Kaninerne skal fortrinsvis fodres med grøntsager, frugt gives som et tilskud, fordi store mængder frugt giver fede kaniner. Pas på med for drastiske foderskift, især hvis man går fra tørre til våde foderemner, da det kan fremprovokere diarré, specielt overgangen til mange mælkebøtter og græs gøres forsigtigt.
Kaniner skal altid have adgang til rent vand (skiftes dagligt).

[b]Burindretning[/b]
Kaniner holdes bedst udendørs. Kaniner i naturen er tilpasset et liv, hvor de skal kunne tåle kulde, derimod tåler kaniner dårligt høje temperaturer. Temperaturer på over 27° C kan give kaninen hedeslag, placér derfor aldrig et kaninbur i direkte sol! Herudover tåler kaniner ikke træk og våde omgivelser, men de kan godt klare frostgrader, bare buret er indrettet til det.
Et udendørs bur til to kaniner skal være mindst 140 x 70 cm. Højden på buret skal være således, at kaninen uden problemer kan sidde oprejst på bagbenene, hvilket vil sige minimum 50-90 cm, afhængigt af kaninens størrelse. Bunden i buret bør være af et materiale, der kan rengøres uden besvær – også for urin. Man kan evt. male bunden og lidt op ad siderne med silolak, som gør tæt for gennemsivning. Buret bygges op med 3 lukkede sider og en forside af 2/3 net og 1/3 lukket, så undgår man træk, samt skaber læ for evt. slagregn og fygesne. Taget skal være skråt, så regnvand kan løbe af. Buret bør stå på ben og helst op ad en bygning. Af hensyn til rengøring bør hele forsiden af tråd kunne åbnes. Byg eventuelt en løbegård uden om buret, så dyrene selv kan bestemme, om de vil være ude eller inde. Husk at kaniner kan grave, så der skal enten være fliser eller minktråd i bunden af løbegården.
Til indendørs brug skal et bur til to kaniner være minimum 100 x 50 cm og 40 cm i højden, gerne samme størrelse som anbefalet ved udendørs bure. Selvom der kun holdes én kanin, må buret aldrig være mindre end ca. 80 x 50 cm, 40 cm i højden. Hvis man vælger et bur med mindre mål end anbefalet til udendørs brug, er det især vigtigt, at kaninen får mulighed for motion uden for buret mange timer om dagen!
Holder man flere kaniner end nævnt sammen, skal de selvfølgelig have mere plads. Man kan evt. sætte flere bure sammen og forbinde dem med hinanden via åbninger i endevæggene.
Færdes kaninerne frit indendørs i hus eller lejlighed, så skal man tænke på, at de gnaver i alt. Elektriske ledninger er guf for en kanin, men dødsensfarlige.
Buret indrettes med et tykt bundlag af spåner, og der fyldes godt op i den ene halvdel af buret med halm til reden. Velegnede alternativer til høvlspåner og halm/hø som bundlag fås i form af f.eks. "Gnavz"-flager, der er et ikke-støvende naturprodukt fremstillet af plantefibre og tang (kan fås i dyrehandler). Dette opsuger fugt og urin godt, og man undgår det støv, som høvl-spåner og halm kan give. Herudover skal kaninen hele tiden have adgang til frisk hø. Evt. kan man give kaninen en "redekasse".

[b]Rengøring[/b]
Hver dag fjernes foderrester. Der skiftes vand. Hvis buret er stort nok til, at kaninen "udnævner" et hjørne til toilet, renses dette hjørne et par gange om ugen for gødning og savspåner, der er vådt af urin.
Én gang ugentligt renses buret helt i bund. Alt bundmateriale (savspåner/"Gnavz", hø og halm) fjernes og smides ud. Hvis det er nødvendigt, vaskes burets bund (evt. blot et hjørne). Når buret er tørt, dækkes bunden igen af et tykt lag spåner/"Gnavz", og der laves en rede af masser af halm og hø.

[b]Håndtering[/b]
Når man løfter en kanin, tager man fat i skindet i kaninens nakke, løfter og støtter med en hånd under kaninens bagparti, samtidig med at man holder den ind til kroppen. Kaniner må aldrig løftes/bæres rundt udelukkende i nakkeskindet eller på nogen måde løftes ved ørerne. Når man skal sætte kaninen ned, skal det gøres roligt, og på en ikke for glat overflade, så kaninen ikke snubler/skrider.
Når ungerne er så store, at de forlader reden og begiver sig rundt i buret, skal de håndteres dagligt for at blive tamme.
Til toppen

[b]Aktivering[/b]
Kaninerne bør tit luftes under opsyn i sandkasse/løbegård eller evt. komme ud på gåture i en sele.
Herudover skal man give kaninen gnavegrene, blade o.l.

[b]Livsforløb/formering[/b]
Kaniner lever gennemsnitligt 5-6 år, men kan blive op til 10 år. Kønsmodning indtræder i alderen 3-6 måneder, de små racer bliver normalt tidligere kønsmodne end de større racer.
Drægtighedsperioden er på ca. 30 dage, og hunkaninen føder herefter gennemsnitligt 5-6 unger, men der kan godt være op til 12 unger i et enkelt kuld! Kaninen yngler meget let, så man skal tænke sig godt om, før man sætter hun og han sammen.

[b]Sundhed/sygdom[/b]
Hvis man har sin kanin indendørs, er det vigtigt, man sørger for, den ikke får det for varmt.
Som andre gnavere er kaninen følsom over for træk/kulde, og den kan derfor udvikle luftvejssygdomme, f.eks. lungebetændelse og »kaninsnue«, som kan være dødelige. Hvis kaninen nyser meget, har flåd fra næse eller øjne eller trækker vejret besværet, søg da straks dyrlæge.

Kaniners tænder er rodåbne, dvs. deres tænder vokser gennem hele livet. Slides disse ikke korrekt og tilstrækkeligt, kan det resultere i forvoksede tænder, der skal behandles hos dyrlægen. Rigeligt med velegnet gnavemateriale (se Fodring) hjælper med til at sikre et tilstrækkeligt slid på tænderne.

God side om kaniner.

[url=http://www.kanin.dk/]kanin.dk[/url]

Kat (Felis silvestris catus), er et rovdyr med 4 poter, pels og hale, sylespidse tænder og kløer. Der findes vildkatte og tamkatte, desuden findes et utal af racer, som gennem tiderne er fremavlet af menneskene.

Felin er et tillægsord som betyder katteagtig eller hørende til katte (Felis) eller kattedyr (Felidae).

Den vilde kat lever af, hvad den kan fange i naturen. Den tamme kat lever af den mad, dens menneske tilbyder den. Nogle tamkatte spiser dåsemad og tørfoder, andre får hjemmelavet kattemad. Katte på landet og vildkatte i byen er nyttige, da de dræber og spiser mus og rotter. Katte kan godt finde på at lege med musen, inden de dræber den - specielt vil kattekillinger instinktivt give sig til at lege med en mus, de måtte møde, men at musen er spiselig, er noget killingerne skal lære af moderkatten.

En kat føder levende unger, kaldet killinger. Hunkatte kan få killinger 1 til 2 gange om året og der går ca. 9 uger inden katten føder sine killinger. Et kuld består typisk af 3-7 killinger, men dette kan variere. Dyrenes beskyttelse anbefaler at killinger bliver hos deres mor til de er mindst 12 uger, først på det tidspunkt er har killingerne lært nok til at kunne klare sig selv. En kat kan blive op til 14-16 år gammel, men der er beretninger om katte, der er blevet 17-19 år. Den ældste beskrevne kat levede fra 1903 til 1939, og blev således 36 år gammel.

Der findes også haleløse og pelsløse katte.

Krybdyr (Reptilia) eller reptiler er en klasse af hvirveldyr. Krybdyr er tetrapoder, dvs. de har oprindeligt fire ben, og amnioter, dvs. deres fostre er omgivet af en fosterhinde. Krybdyr har typisk skæl på huden, lægger æg med læderagtig skal, og er vekselvarme.

Krybdyr inddeles traditionelt i fire nulevende ordner:

* Crocodilia (krokodiller og alligatorer): 23 arter
* Rhynchocephalia (tuataras fra New Zealand): 2 arter
* Squamata (firben, slanger og amphisbaenider: omkring 7.600 arter
* Chelonia (skildpadder): omkring 300 arter

Ifølge moderne videnskabelige opfattelser omkring klassifikation burde reptilerne egentlig også omfatte fuglene, siden disse nedstammer fra dinosaurerne. Ifølge samme opfattelse burde pattedyrenes forfædre, de uddøde pattedyrlignende krybdyr, ikke inddeles hos krybdyrene.