Gnavere (Latin:Rodentia) er en gruppe af pattedyr med rodåbne fortænder (fortænder der vokser hele livet). Gnaverne er den største (artsrigeste) orden af pattedyr.

Golden Retriever er en relativ populær britisk hunderace af mellemstore hunde, kendetegnet ved deres gyldne pelsfarve der tæller alle gyldne eller creme nuancer, men ikke helt hvide eller rødlige typer.

Racen tilhører gruppen af retrievere, deriblandt også Labrador Retrieveren, og den har ligesom de andre et naturligt instinkt for at hente såvel nedskudte fugle under jagt som kastet legetøj. Den har et middelhøjt aktivitetsniveau og er ofte også en god svømmer.

Men det var netop med jagtbrug i tankerne at Golden Retrieveren blev fremavlet i Storbritannien i 1800-tallet - dens gode lugtesans og forsigtige bid gjorde den velegnet til at nedspore og tilbagebringe byttet, men i dag bruges den pga. dens rolige og venlige sind primært som familiehund, men også i forbindelse med redningsarbejde og som bombe- eller narkohund.

Grand Danois er kendt for at være den største race af hunde. Navnet betyder "stor dansk" (fra fransk). Historisk er hunden blevet opdrættet både i Danmark og i Tyskland. I Tyskland går den under navnet Deutsche Dogge (tysk hund). På engelsk hedder den Great Dane. I 1937 besluttede FCI (Fédération Cynologique Internationale / World Canine Organisation) at hunderacens officielle oprindelsesland skulle være Tyskland, men at de enkelte lande måtte kalde hunden hvad de ville. Det er dog en udbredt opfattelse at hunden oprindeligt kom fra Assyrien (hvor Irak ligger nu).

En gravhund er en lavstammet hunderace avlet med henblik på jagt i andre dyrs grave (f.eks. grævling og ræv).

Gravhunden er en af de mest populære hunderacer. Blandt andet har det danske kongehus i en længere årrække haft gravhunde.


Typer

Hovedtyperne er

* Korthåret
* Langhåret
* Ruhåret

Desuden deles der også op efter farve og aftegninger.

Der findes mange slags skildpadder. Både hav-, sump- og landskildpadder. Den græske landskildpadde var tidligere almindelig som familiedyr, men er i dag en truet slægt (på liste 1 hos Cites)

[b]Sociale behov/floksammensætning[/b]
Når man køber en græsk landskildpadde er det vigtigt at sikre sig, at der er tale om et fangeskabsopdrættet (mindst 2. generations-opdræt) eksemplar. Vildfangne dyr vil ofte være svækkede pga. dårlige forhold under indfangning og transport. De kan desuden være angrebet af parasitter/indvoldsorm og vil samtidig være sværere at gøre omgængelige end fangenskabsopdrættede dyr.
Mange landskildpadder ligner hinanden. Find ud af hvilken art du har, da de alle skal passes på hver deres måde. Vær opmærksom på at juvenile (unge) dyr kan være meget svære at artsbestemme. Skildpadder er dyr, der kræver særlig viden. Det kan derfor anbefales, at man læser mere f.eks. i en bog. Og vil man f.eks. lade sine skildpadder gå i dvale, kræver det, at man sætter sig ind i hvordan det gøres korrekt!

[b]Sociale behov/floksammensætning[/b]
Græsk landskildpadde er et socialt dyr, og skal holdes i selskab med andre artsfæller. Gruppen sammensættes af flere hunner og ikke kønsmodne hanner (for at forhindre overdreven aggression). En enkelt kønsmoden han kan gå med denne flok. I nogle tilfælde eller i visse perioder kan det dog være bedst at tage hannerne ud af flokken, så hunnerne kan få fred, idet den seksuelle aktivitet hos hannerne er høj!

[b]Udbredelse og levested[/b]
Hermannsk landskildpadde (Testudo hermanni) lever i naturen kun i Sydeuropa. Her har den sin hovedudbredelse på Balkan, hvor den flere steder kan være ganske almindelig. Den lever også i Italien og har nogle små forekomster i Sydfrankrig og Nordøstspanien. Endelig finder man den også på flere øer i det vestlige Middelhav, dvs. Sicilien, Sardinien, Korsika, Baleariske Øer og forskellige småøer. Maurisk landskildpadde (Testudo graeca) lever i Nordafrika, Sydeuropa og Mellemøsten østpå til Iran og Turkmenistan. I Europa er dens levesteder begrænset til Sydvesteuropa og det sydlige Spanien, men arten er indført til Frankrig, Italien (inkl. Sardinien og Sicilien) og desuden til De Canariske Øer.

Græsk landskildpadde forekommer på en række forskellige temmelig tørre og halvfugtige, solbeskinnede levesteder. Hvis stederne er tørre, vil der dog altid være en del vegetation. Typisk ser vi den i maki, som er en ret tør naturtype med krat og buske, der ofte kan være stikkende og duftende. Men levestedet kan også bestå af åbne skove, frodige enge og dyrkede marker. Dens levesteder er mere frodige end f.eks. russisk landskildpaddes.

[b]Fodring[/b]
Landskildpadder æder langt overvejende vegetabilsk foder.
Man bør i størst muligt omfang fodre med forskellige urter og ukrudt fra haver, enge og grøftekanter, men pas på, at de ikke er sprøjtede med pesticider! Det bedste er mælkebøtter(også blomsterne). Desuden kan man fremhæve svinemælk, hyrdetaske, skvalderkål, fuglegræs, kløver, tvetand, burresnerre m.fl.
Derudover kan man fodre med grøntsager, der indeholder meget stivelse/fiber som kartofler, kål, gulerødder og andre rodfrugter.
Tilskud af blød, moden frugt, dog kun i meget begrænset omfang, pga. det store kulhydratindhold der feder og manglende kalk.
Krybdyr kan ikke selv danne det aktive vitamin D3, hvis de ikke udsættes for solens lys eller for kunstigt ultraviolet lys. I den forbindelse er det vigtigt at huske, at ultraviolet lys ikke kan gennemtrænge glas. D3- vitamin har især betydning for at knoglerne opbygges korrekt. Desuden har også foderets indhold af kalk og fosfor betydning for knoglerne. Kort kan det siges, at der skal være så meget kalk og så lidt fosfor som muligt. Derudover har foderets indhold af A-vitamin betydning for at huden og mund- og øjenslimhindens sundhed. Tilsæt derfor foderet vitamin- og kalkpulver indeholdende D3-vitamin.
Giv evt. skildpadderne kalksten eller en lidt sepiaskal, som de kan gnave i.
Foderet skæres så lidt ud som muligt, f.eks. tilbydes mælkebøtter og andre urter i hel stand.
Du kan fodre voksne landskildpadder hver eller hver anden dag. Det er vigtigt, at man, ud fra ovenstående foderemner, fodrer så afvekslende som muligt.
Fodr aldrig med meget vandholdige grøntsager som tomat og agurk, mælkeprodukter eller meget fedende frugter.
Vask altid alt foder, for at fjerne f.eks. sprøjtemidler.
Landskildpadder lever normalt i meget foderfattige områder, og er derfor tilpasset en stor udnyttelse af foderet. Skildpadderne bliver derfor meget let "overfodret"/for godt fodret, pas især på ved opfodring af unge individer.
Tilbyd altid rent drikkevand.

[b]Terrarie-indretning[/b]
Buret skal være stort og fladt, minimum 1 m² til et eksemplar eller et par, meget gerne større, og med en 30 cm. høj kant. Bundlaget skal bestå af en blanding af grus og træflis, i forholdet 1:1 og 10 cm dybt.
Temperaturen i terrariet bør have et spænd fra ca. 20–50° C fordelt over terrariets areal, således dyrene altid kan finde en plads med en passende temperatur for dem. Brug altid et termometer til at tjekke, at terrariets temperatur har denne spændvidde.
I buret skal der være varmepladser, f.eks. flade sten. Høj lys-intensitet, enten i form af en kraftig kunstig belysning (gerne lysstofrør) eller naturligt sollys. Desuden varmelamper oven for varmepladserne. Giv skildpadderne ultraviolet bestråling i en mængde, afstand og varighed, der passer med brugsanvisningen for lampen.
Vandskål og flere skjulesteder, i form af trærødder, tørrede blade, hø o.lign.

[b]Rengøring[/b]
Fjern dagligt gamle foderrester samt synlige ekskrementer, sæt planter o.lign., som skildpadderne måtte have rodet op, på plads. Fyld op med nye materialer til skjulesteder, som blade o. lign., et par gange om ugen.
Én gang ugentligt rengøres buret i bund, bundmateriale og evt. snavset skjulestedsmateriale skiftes ud. Vask evt. buret af med sæbevand/desinficerende midler.

[b]Håndtering[/b]
Skildpadder er ikke et familiedyr og skal derfor ikke håndteres mere end højst nødvendigt, det stresser dem. De må aldrig tabes eller vendes om. Ligger skildpadden på ryggen i længere perioder, kan der opstå problemer med tarmsystemet (tarmslyng) og med vejrtrækningen (lungerne). Og da en skildpadde ikke kan give efter i benene når den lander, kan den nemt brække ryggen og benene, hvis den tabes.

[b]Aktivering[/b]
Fodres med så helt foder som muligt. Giv gerne skildpadderne ekstra udfordringer ved f.eks. at anbringe foderet, hvor det er lidt besværligt at få fat i. Men det er vigtigt, at det ikke kun bliver de stærkeste og største skildpadder, der herved kan få noget at æde! Det kan også være nyttigt at ændre terrariets indretning i ny og næ. Det gør ikke noget, at dyrene skal forcere mindre forhindringer for at komme omkring i terrariet. Det er en god idé at give din græske landskildpadde mulighed for at bade i et lavvandet bassin, den selv kan kravle op af. Vandstanden skal blot nå til nakkeskjoldet (den del, der sidder lige over nakken).
Vil man holde skildpadderne ude i sommerhalvåret, skal man lave et udendørsanlæg, skildpadderne kan være i hele sommeren, således at de ikke skal skifte mellem ude- og inde-miljø hele tiden, det vil være alt for stressende for dyrene. Går dyrene ude i sommerhalvåret kan de udnytte solens UV-stråler.
Der skal altid være mulighed for at søge skygge i udendørsanlægget.

[b]Livsforløb/formering[/b]
Græsk landskildpadde kan blive helt op til 75 år gamle.
De kan blive op til 25 cm lange.

[b]Sundhed/sygdom[/b]
Skjulesteder i buret er vigtige, da stress og dermed nedsat livskvalitet ellers kan blive resultatet.

Skildpadder skal have mulighed for naturligt at slide hornkæberne/næbbet. Det er derfor vigtigt at fodre med groft foder, ligesom kalksten eller sepiaskaller er gavnlige (se ovenfor). Ligeledes gælder det for kløerne, at disse skal slides naturligt, og underlaget i buret skal derfor være groft. Tjek at kløer og næb ikke vokser for langt.
Landskildpadder tåler ikke træk.

Skildpadden skal virke tung når man løfter den, men må ikke blive for tyk. En tyk skildpadde har fedtposer ved benene, især når disse er trukket ind.

Hos alle krybdyr er nedsat eller ophørt ædelyst, rødme og/eller belægning i munden, hævede eller lukkede øjne, besværet vejrtrækning og problemer med hudskiftet tegn på A-vitaminmangel. Ubehandlet vil det føre til, at dyret enten sulter ihjel eller får dødelige følgesygdomme som f.eks. lungebetændelse og hudbetændelse.
Hos landskildpadder vil de første symptomer på A-vitaminmangel ofte være, at slimhinden i munden bliver rød og får belægninger. Dyret vil pga. smerter ikke længere spise.
For lidt D3-vitamin og/eller forkert balance mellem kalk og fosfor bevirker, at knoglerne udvikler sig forkert og bliver bløde eller nemt knækker. Selvom dette ikke nødvendigvis er dødeligt, vil dyrenes livskvalitet voldsomt nedsættes, og i visse tilfælde kan kæbeknoglerne blive så påvirkede, at dyret ikke kan spise.

Hos skildpadder ses ved D3-vitaminmangel at skjoldet bliver blødt og gummiagtigt, samt får et bulet eller kegleformet udseende.

De ovenstående sygdomme kræver, at dyret både tages under akut behandling af en krybdyrkyndig dyrlæge, og at der sker en omlægning af dyrets kost.

Den grønne leguan (Iguana iguana) er almindeligt udbredt i Mellem- og Sydamerika, fra Brasilien og Colombia i syd til Costa Rica og Mexico i nord

[b]Sociale behov/floksammensætning[/b]
Den grønne leguan lever i tropiske, fugtige områder nær skov, større træer og buske, ofte ved floder og mindre vandløb. Voksne dyr lever mest i træerne, mens unger og ungdyr ofte lever skjult i buskads tættere på skovbunden, men de fører stadig en klatrende levevis.

Den grønne leguan er en stor, muskuløs, planteædende øgle, hvor hannen ofte får en totallængde på 140-160 cm, men specielt varianten med torne på snuden kan blive omkring 2 m, med en vægt på 3-5 kg. Hunnen opnår en totallængde på 110-140 cm, med en vægt på 2 - 4 kg. Farven varierer meget afhængig af, om det er ungdyr eller kønsmodne dyr. Ungdyr er stort set grønne og turkise med brune tværbånd på halen. Ældre leguaner kan have meget varierende farver, hvor grundfarven ofte er gråliggrøn, lysebrun og turkis med brunlige og sorte tværbånd på krop og hale. Specielt i yngleperioden er hunnerne rødlige på siden af hovedet, på forben og forkrop, hvorimod hannerne kan være rødlige det meste af tiden.
Det er nærmest umuligt at kønsbestemme ungdyr, og svært at kønsbestemme voksne, men hannen vil ofte have større rygkam, kraftigere og bredere hoved, lidt bredere halerod, mere udtalte og større porer på undersiden af bagbenene. Hunner har ofte en mere langstrakt krop med et smalt hoved.
Før man beslutter sig for at anskaffe grøn leguan, bør plejen og pasningen overvejes omhyggeligt, da det er en stor og til tider voldsom øgle. Hvis der er den mindste tvivl om, hvorvidt man kan tilbyde de ovennævnte forhold, så glem den grønne leguan!

Selv om leguaner ikke er deciderede flokdyr, er det en fordel at have flere ungdyr sammen. Dyrene lærer af hinanden, spiser mere og vokser dermed også hurtigere. Trives dyrene sammen, føler de sig mere trygge, og man kan undertiden se dem sove sammen om natten. Dyrene bliver nemmere omgængelige overfor mennesker, hvis der er 2-3 ungdyr på samme alder i samme terrarium. Vær dog opmærksom på, at det ikke vil være alle eksemplarer af arten der vil kunne trives sammen, og at hanner efter kønsmodenhed er indtrådt slet ikke kan holdes sammen pga. territorial aggression; dyrene vil simpelthen slås indtil den svageste er død.

[b]Fodring[/b]
Grøn leguan spiser næsten alt frugt og grønt. Basisfoder skal altid bestå af en blanding af forskellige typer bladgrønt som salat, kinakål, grønkål og med så mange vilde planter som muligt (mælkebøtter og skvalderkål), samt et varieret tilbehør bestående af grønne bønner, revet gulerod, grøn, gul og rød peber, ærter. Fodr ikke eller i meget begrænset omfang med frugt. Fodr ikke, eller i meget begrænset omfang med icebergsalat (for lidt calcium og for megen fosfor), banan (for meget kulhydrat) og avocado (for fed). Leguaner har brug for en omhyggeligt afstemt foderplan med vegetabilsk protein for at sikre normal vækst og trivsel. Leguaner er ikke rovdyr, tilbyd derfor IKKE animalske fødeemner. Dette gælder både for voksne og ungdyr.
Krybdyr kan ikke selv danne det aktive vitamin D3, hvis de ikke udsættes for solens lys eller for kunstigt ultraviolet lys. I den forbindelse er det vigtigt at huske, at ultraviolet lys ikke kan gennemtrænge glas. D3- vitamin har især betydning for at knoglerne opbygges korrekt. Desuden har også foderets indhold af kalk og fosfor betydning for knoglerne. Kort kan det siges, at der skal være så meget kalk og så lidt fosfor som muligt. Derudover har foderets indhold af A-vitamin betydning for at huden og mund- og øjenslimhindens sundhed. Vitamin- og mineralpulver med stort indhold af D3-vitamin og calcium (kalk) drysses derfor over foderet ca. en gang om ugen. Foderet kan med fordel blandes med lidt havregryn, som indeholder en del proteiner, kulhydrat og kalk.

[b]Terrarie-indretning[/b]
Til grønne leguaner kan terrariet ikke blive stort nok! Til ungdyr kan terrariet være på 200 cm x 200 cm x 100 cm (højde x bredde x dybde) til dyr på op til 30-40 cm, men bør være mindst 300 cm x 300 cm x 140 cm, hvilket passer fint til to til tre ungdyr (dyr på under 100 cm., målt fra næse- til halespids). Til voksne leguaner skal terrariet være minimum 400 cm x 400 cm x 200 cm til to dyr. Der kan nok også være tre voksne dyr i et sådant terrarium, men i yngleperioden kan det være for lille. Eventuelt kan der indrettes et udendørs terrarium (eller voliere eller drivhus), hvor leguanerne kan være i sommermånederne med dagtemperaturer over 20° C. Terrariet indrettes med store klatregrene fra bunden til toppen af terrariet. Bundlaget kan bestå af træspåner eller barkflis. Glastykkelsen bør være minimum 4 mm; min. 6 mm hvis stykket er over 100 cm på en af lederne. Terrariet kan tilplantes med f.eks. stuebirk. Men glem ellers alt om et smukt tilplantet terrarium med voksne leguaner. Enten spiser leguanerne bladene, eller også ødelægger de planterne med deres skarpe kløer eller knækker grenene! Det er meget vigtigt, at terrariet er kraftigt belyst, med tilskudsbelysning med ultraviolet lys af god kvalitet (f.eks. Powersun). Temperaturen i terrariet bør have et spænd fra ca. 20–50° C fordelt over terrariets areal, således dyrene altid kan finde en plads med en passende temperatur for dem. Brug altid et termometer til at tjekke, at terrariets temperatur har denne spændvidde.
Der bør minimum være én varmeplads for hvert dyr. For at opretholde en høj luftfugtighed bør terrarie-anlægget oversprøjtes dagligt med lunkent vand. Man kan med fordel give leguanerne adgang til badevand (f.eks. i en lav balje).

[b]Rengøring[/b]
Efter behov (alt efter hvor stort terrariet er, hvor mange dyr man har osv.) skiftes bundlaget, og terrariet rengøres. Det er svært at sige præcis hvor ofte man skal rengøre, for at hygiejneniveauet er godt nok, men én gang om ugen vil i langt de fleste tilfælde være nok, og har du et (i forhold til vore anbefalinger) relativt stort terrarium til forholdsvis få og små dyr, vil der nok ikke være behov for at rengøre så ofte.
Til toppen

[b]Håndtering[/b]
Leguanen bliver ikke håndtam, men kan godt blive omgængelige, men det skal understreges at leguaner, store som små, ikke er legetøj for børn!
Særligt i parringstiden kan både hunner og hanner være aggressive over for hinanden, også over for mennesker. Pas derfor på med at håndtere dyrene i disse perioder. Leguaner har meget skarpe tandrækker. De er velegnede til at bide og rive blade og andet grønt itu. Et bid fra en leguan er kraftfuldt og kan være meget ubehageligt, særligt hvis man bliver bidt i ansigtet eller i fingrene.
Samvær med børn, hunde og katte må frarådes, da dyrene fra naturen har meget dårlige anlæg for tilhørsforhold med disse, og man vil kun få problemer med frygt/aggression hvis man sætter dem sammen. En ellers rolig og tam leguan kan pludselig blive nervøs ved synet af en ukendt hund eller et ukendt menneske (mest børn). Dette gælder også ved flytning til et nyt miljø, f.eks. nyt terrarium eller ny lejlighed. Som regel vil leguanen advare med hovednikken eller slag med halen. Men overraskes en sovende leguan af en hund, vil leguanen bide med det samme, oftest i hundens snude. Børn og dyr holdes væk fra leguanen, og et barn må ikke være den hovedansvarlige for pasningen af en leguan.
Leguaner kan være kilde til salmonella-infektioner, og hører hjemme i deres terrarium, særligt fordi de ikke er renlige, og dermed har afføring alle mulige steder hvor de færdes. Og husk, at deres tarmudtømninger er voldsomme og ildelugtende!

[b]Livsforløb/formering[/b]
Leguaner kan opnå en alder af omkring 10-15 år. Grønne leguaner bliver kønsmodne ved en alder af 2-3 år, hvor totallængden er på 100-120 cm. Parringstiden falder ofte i perioden fra september/oktober til januar/februar. Med lidt held kan grøn leguan yngle i terrariet. Hunnen lægger 20-40 æg ca. 2 måneder efter parringen. Sørg altid for, at hunnen har et sted at lægge sine æg. Det bedste er at placere en opvarmet (ca. 32° C) sandkasse m. en blanding af sand og jord på min. 100 cm x 80 cm x 80 cm (højde x bredde x dybde) inde i terrariet, når hunnen er synligt gravid og viser en adfærd med nedsat appetit og kun drikker vand. Samtidigt vil hunnen være rastløs og grave i bundlaget. Æglægning bør finde sted inden for 1-2 uger. Hvis hunnen ikke får mulighed for at lægge sine æg, vil æggene blive for hårde og tykskallede. I det tilfælde skal æggene med meget stor sandsynlighed fjernes operativt for at redde hunnen. Efter æglægning flyttes æggene forsigtigt til en rugekasse med en temperatur på 30-31° C og en luftfugtighed på ca. 100.
Nyfødte unger er 20-24 cm lange.

[b]Sundhed/sygdom[/b]
Hos alle krybdyr er nedsat eller ophørt ædelyst, rødme og/eller belægning i munden, hævede eller lukkede øjne, besværet vejrtrækning og problemer med hudskiftet tegn på A-vitaminmangel. Ubehandlet vil det føre til at dyret enten sulter ihjel eller får dødelige følgesygdomme som f.eks. lungebetændelse og hudbetændelse. Hos øgler vil de første symptomer på A-vitaminmangel ofte være, at slimhinden i munden bliver rød og får belægninger. Dyret vil pga. smerter ikke længere spise.

For lidt D3-vitamin og/eller forkert balance mellem kalk og fosfor bevirker, at knoglerne udvikler sig forkert og bliver bløde eller nemt knækker. Selvom dette ikke nødvendigvis er dødeligt, vil dyrenes sundhedstilstand og dermed livskvalitet voldsomt nedsættes, og i visse tilfælde kan kæbeknoglerne blive så påvirkede, at dyret ikke kan spise. Hos leguaner ses der normalt ved D3-vitaminmangel hævede bagben og besvær med at bevæge sig. Derudover kan underkæben blive blød og hævet, hvilket gør det svært for dyret at spise.

De ovenstående sygdomme kræver, at leguanen både tages under akut behandling af en krybdyrkyndig dyrlæge, og at der sker en omlægning af dyrets kost. Kontakt derfor personer eller organisationer, der har specialviden om hold af leguaner.

Guldfisken (Carassius auratus) er en fisk i karpefamilien. Arten er en af de første der blev domesticeret og er stadig en af de mest almindelige akvariefisk. Guldfisken er et relativt lille medlem af karpefamilien og når en maksimal længde på 59 cm og en vægt på 3 kg. De fleste individer bliver dog under halvt så store.